Amed -> lufthavnen
Da jeg var halvvejs med turen og havde 6 uger tilbage, var jeg ikke klar til at tage hjem. Da der var 4 uger tilbage, var jeg stadig ikke klar og tvivlede på, om jeg ville nå det punkt, inden jeg faktisk skulle hjem. Men en ny lejlighed ventende på mig i Danmark og med jordskælvene i området er jeg mere en klar til at komme hjem. Jeg må hellere pointere at selvfølgelig savner jeg også min kæreste (som pt er på højskole, så han er ikke engang hjemme, hvis jeg var) og min familie. Men dem vil jeg altid savne, så det er ikke noget nyt.
Jeg skal først flyve om aftenen, men jeg har aftalt afhentning kl. 10, da der er et sidste sted jeg gerne vil besøge.
Selvom Bali er lidt mindre end Sjælland, tager det væsentlig længere tid at komme rundt, da det mest i er syden der er store, lige veje og motorveje. Resten af vejene er ofte smalle og fuld med sving. Så jeg vil også godt afsted i god tid. Jeg har på forhånd aftalt en pris med chaufføren og han ved godt, at vi har et stop undervejs.
Jeg havde via nettet fundet Turtle Conservation And Education Center, som er et center, som redder syge/skadet skildpadder. De behandler dem og hvis skildpadderne bliver raske nok til at klare sig selv, bliver de lukket ud igen.




Centret er gratis at besøge, man skal bare registrere sig ved indgangen og så der er endda en frivillig guide, som fortæller om stedet og skildpadderne. Jeg vil dog anbefale at give noget til donationsboksen for deres arbejde.
Hvis du overvejer at besøge stedet, skal du vide, at hvis du læser anmeldelserne på Google Maps, så virker det til at der findes et andet sted i nærheden, hvor de virkelig behandler dyrene dårlig og folk kommer til at anmelde det dårlige sted under dette center.
Efter centret kører vi til lufthavnen og da jeg skal til at give chaufføren de aftalte penge, vil han pludselig have 50.000 Rp (25 kr) mere (fra 300 kr. til 325kr.). Da jeg er ved at være træt af balinesere og at skulle forhandle altid, så jeg betaler bare irriteret de sidste penge og går ind i lufthavnen med en øv-følelse i maven. Klar til at komme hjem til æbleskiver, familiehygge og julestemning.




