Ubud
Efter jeg har fået morgenmad, er der stadig tøvejr til min forbløffelse, så jeg skynder mig at pakke rygsækken og går ud i byen for at indhente alt det, jeg ikke nåede at se sidste gang. Det første jeg når til, er Ubud Palace. Der var ikke så meget at se, så det tog omkring 15 minutter.
Længere nede af gaden ligger Sarawati tempel (Ubud water palace):
Efter vand templet fandt jeg en lille nedgang til et vandløb, hvor det også var en tempel, en slags forladt hemmelig tempel (Beji Mumbul River Temple). Nogle gang kan det betale sig at gå langsom og nysgerrig frem.
Jeg finder endelig stien ud til rismarkerne og spiser frokost på Sweet Orange Warung. (Gåturen ink. mad tog omkring 2 timer.)
Det hele er ikke altid flotte grønne rismarker, da der faktisk er balinesernes mad og det skal høste en gang i mellem ligesom korn på vores danske marker.
Museum Puri Lukisan har en omfattende samling af balinesiske kunstværker, hvor jeg kun bliver positiv overrasket over malerierne og de historier/sagn, de er baseret på. Og så er frokost endda inkluderet i billetten. Jeg skal selvfølgelig ind i alle bygninger og studerer næsten alle malerierne for at få så meget for pengene, så jeg bruger næsten to timer på museet.
Det har godt været overskyet det meste af dagen, men det har ikke regnet endnu, så jeg begiver mig ud på Campuhan Ridge Walk. I stedet for at gå frem og tilbage på den samme sti, fortæller Google Maps mig, at det vil tage omkring 2-2,5 time at gå rundt i en cirkel.
Det starter meget godt. Skyerne bliver dog mørkere og mørkere.
Og til sidst åbner himlen sig med lyn og torden. Jeg finder rutineret regnjakken frem og stiller mig lidt i læ. Men det virker ikke til at stilne af, så jeg fortsætter i regnen. Jeg kan dog afsløre, at min regnjakke ikke kan holde til uendelig mængder vand og til sidst er jeg næsten gennemblødt. Men det stopper mig ikke. Jeg har allerede gået en time, så jeg burde være næsten halvvejs. Igen skulle jeg ikke have stolet på Maps og dens tidsregning. Efter halvanden time møder jeg en cafe, hvor jeg får varmt kakao og låner toilettet. Det er stoppet med at regne, men alt mit tøj er gennemblødt. Jeg fortsætter yderligere en halv time, hvor jeg spørger nogle mænd, om jeg er drejet rigtig. De griner bare at mig og siger ja, men om jeg ikke vil have et lift, der er stadig en time tilbage til Ubud. Jeg siger pænt “nej tak” og fortsætter. Men begynder at blive lettere bekymret om jeg når tilbage til Ubud, inden det bliver for mørket. Solen går ned omkring kl. 18-18.30 og det bliver mørkt kort tid efter. Klokken er ved at være mange og jeg har stadig en del vej tilbage.
På vejen har jeg to gange sagt nej til et lift, da jeg fornemmede at de ville have penge for det og jeg stadig troede på, at jeg kunne nå tilbage. Men til sidst kommer jeg til den konklusion, at jeg ikke vil nå det, inden det bliver mørkt og mine ben er også ved at være trætte, og det bliver mit tempo ikke hurtigere af. Så jeg beslutter at sige ja, til den næste som spørger mig. Og så er der selvfølgelig ingen som tilbød mig lift. SÅ typisk. Indtil en sød fyr på scooter stopper og spørger om jeg skal til Ubud, for han skal nemlig selv den vej. Så med vådt tøj sætte mig bag på en scooter og vi kører ca. med 35-50 km/t til Ubud. Det var det koldeste jeg har haft det på hele turen. Men jeg kom hjem.
