Kuta
Jeg har været 4 dage i Kuta, bølgernes by, og så jeg har ikke engang prøvet at surfe. Det laver jeg om på i dag. Så snart jeg vågner, booker jeg surf lektioner via Airbnb. Jeg turde ikke booke for lang tid i forvejen, da tordenvejr kommer og går for tiden. Og vil ikke risikere at være på åben hav under tordenvejr.
Jeg finder et sted, hvor der er tilbud, så det koster kun 55 kr. for 2 timer. De har fået gode anmeldelser, så jeg booker med det samme.
Det er først klokken 13, så jeg går den halve time hen til deres sted på stranden.
Jeg starter med at få en tynd trøje på og så er der øvelser med brættet på land. Lig ned, og så løft overkroppen med armene og spring op på brættet og lande på fødderne i den klassisk surf stilling. Det skal sige, at jeg ikke har trænet meget de sidste par år, så det at lave armstrækninger og at “hoppe op” er ikke nem, når man er tung i røven som mig. Men jeg prøver.
Da min læremester er tilfreds, tager vi brættet med ud i vandet. Det skal også lige siges, at jeg synes ikke selv, at jeg har den bedste balance og jeg har ikke lært at lukke af for næsen, når mit hoved er under vand.
Så for hver bølge synes jeg, at jeg skal overkomme en ny frygt/problem; bange for at falde i vandet (det sker jo ligesom for hver bølge, så det går hurtig over), bange for at slå mig på sandbunden (det er der jo ikke noget at gøre ved), skal løfte overkroppe mange gange (med mine utrænet arme), springe op med min balance og tunge røv. Det sidste er svær og jeg ender ofte på knæerne i stedet for fødderne. Noget min træner ikke er super tilfreds med.
Men for hver bølge kommer jeg et lille skridt nærmere at surfe rigtig.
Det er lige ved næsten at lykkes mig at stå på fødderne, godt nok med foroverbøjet krop (desværre får fotografen ikke et billede af det. En mand tager billeder af alle trænende surfere på den del af stranden). Så siger min træner “to bølger mere, så holder vi en pause inden vi tager en halv time mere i vandet.” Jeg hopper glad op på brættet, nu er jeg endelig kommet så tæt på med at lykkes med det. Da jeg falder af brættet, som jeg har gjort alle de andre gange, er jeg ikke længere bange for vandet eller at komme til skade, men den gang lander jeg forkert på højre fod og kan med det samme mærke, at jeg ikke skal noget som helst mere. Med hjælp fra min træner humper jeg tilbage til hans område og får med det samme is på foden, som også hæver op.
Mange tanker går igennem mig, mens jeg sidder der. “Min søster forstuvede anklen sidste år og der gik flere måneder end hun var helt over det. Jeg har knap 6 uger tilbage på Bali, skal jeg være hæmmet af en skadet fod? Så må jeg bare sidde og skrive og ikke se ret meget mere af øen. Hvordan kommer jeg hjem til hotellet?”
Jeg får hjælp til at komme over til en restaurant, da jeg til sidst både skal på toilettet og er sulten. Det er jo så et spisested tæt på stranden så selvfølgelig skal jeg give overpris for en pastaret, men jeg har ikke særlig mange valgmuligheder med foden.
Jeg ender med at flotte mig og bestiller en taxa til at køre mig hjem, da jeg ikke kan gå den halve time hjem, som også vil tage over dobbelt så lang tid med foden. Det koster mig kun 15 kr. men det føles stadig som spild.
Da jeg kommer tilbage til hotellet, er jeg pludselig ikke så glad for at have valgt et værelse på anden sal.
