Kuta
Jeg havde fra starten sagt til mig selv, at jeg ville undgå syd Bali, da jeg kunne læse mig til at det mest byder på strand og fest. Jeg er ikke den store strand-pige og jeg er noget forsigtig med at gå i byen, når jeg rejser alene. (Generelt går jeg sjælden i byen derhjemme så det gør mig ikke det store. Jeg har det fint med en altan, cola og en god bog.) Nå, men jeg finder så ud af, at når jeg skal have fornyet mit visum (så jeg kan være her længere end 60 dage uden at skulle forlade landet. Normal kan du, som dansker få et 30 dagsvisum, men fordi jeg skal være her så længe, har jeg hjemmefra søgt om et 60 dagsvisum, som jeg så snart skal have forlænget), skal jeg gøre det i syd Bali, fordi dem jeg brugte til at lave mit første 60 dagsvisum har kontor hernede…
Så det er hele grunden til at jeg overhovedet er i Kuta. Og som du kan fornemme, har jeg ikke den største forventning til byen.
Jeg bor på Poppies Lane II, som er en ensrettet vej (den gælder selvfølgelig ikke scooter, de kører hvor de vil) med souvenirshops smækket op alle steder, hvor der ikke er restauranter eller indgang til hoteller. Så lige meget hvor jeg går hen, bliver jeg mødt med “se”, “mangler du noget” eller andre sætning for at få mit blikfang. Og det er selvfølgelig heller ikke fair for dem, at fordi jeg skal rejse rundt i endnu 5-6 uger, har jeg besluttet først at købe ting i slutning af min tur og de har en masse “turist”-ting, som jeg ikke gider at bruge penge.
Ellers er min forhåndsindtryk af byen; turist-familier med de små piger med farverig snore flettet i håret, en kugle fastspændt med elastik, hvor folk kan blive skudt om i luften, diskoteker, barer, spisesteder med vestlige mad. Alt det minder mig om, da jeg var på familieferie i Spanien, da jeg boede hjemme. Altså jeg var for ung til at gå i byen, men lagde mærke til stederne. Så i det jeg går igennem Kuta’s gade, føler jeg, at jeg er tilbage i Europa. Hvor er Bali henne? Men jeg er bange for, at det er konsekvensen af at ville indrette byen, for at lokke så mange turister til. Og her tænker jeg både europæere, australiere og amerikanere. Og jeg har også læst at lokal befolkningen er trætte af at musikken banker der ud af til den lyse morgen. Men for andre er det for mange penge at sige nej til at holde åben natten lang. Nu blev det er hvis en lidt længere indre diskussion om “turister steder” >< “det ægte Bali”.
Men tilbage til Kuta; jeg besøger byen knap tre uger efter 20 årsdag for bombeangrebet. I 2002 sprang to bomber i/tæt på diskotekerne i Kuta. Over 200 døde og over 200 blev såret. Det rystede hele verden og i længere tid holdt turisterne sig fra Bali.
Jeg blev noget overrasket over at se tre danske navne på listen. Og selvom der er 30 grader, kan man stadig godt få kuldegysninger.
Efter at have besøgt mindestedet for den sørgelig tragedie, trænger jeg til lidt “opmuntring” og besøger Mads Lange Memorial.
Mads Lange (1807-1856) var en dansk handelsmand, som havde slået sig ned, først på Lombok, men senere på Bali og var med til at gøre Kuta til en stor handelsby. Han handlede bl.a. med resten af Asien, Indien og Europa. Holland var dog interesseret i Bali og flere krige var med til at skade Langes handel. Han påtog sig rollen som mægler mellem Holland og balineserne, og være med til at skabe fred mellem de to partnere.
For ikke at gå samme vej tilbage til mit værelse, går jeg vest på til jeg møder stranden og vil gå lands den til jeg når Beachwalk (indkøbscenter) og min gade. Jeg er bare ude at se mig omkring og har ikke travlt.
I Kuta har de “porte” (ligesom ved templer) ud til stranden. Nedenfor er ikke det flotteste billede, men måske et mere realistisk billede af hvordan det er i Kuta. Ledninger hænger oppe i luften, trafikken er tæt og det offentlig arbejder på stranden. Jeg blev faktisk positiv overrasket over, hvor lidt jeg hørte flyene fra lufthavnen. Den ligger alligevel kun 3 km væk.
Jeg er kun lige kommet ned på stranden, da jeg bliver stoppet af to piger. Jeg har mødt nok tiggere i mit liv til at være lidt på vagt. Men jeg finder hurtig ud af, at de to piger er skoleelever fra Java og de besøger Bali sammen med deres kasse. Og nu er de ude for at øve deres engelsk ved at læse deres spørgsmål op. “Undskyld, må jeg stille dig nogle spørgsmål?”, “Hvad hedder du?”, “hvor kommer du fra?” og “må jeg tage en billede sammen med dig?” Og da jeg overhovedet ikke har travlt, lader jeg dem stille alle de spørgsmål de vil. De finder resten af deres kammerater ud af og hurtig er jeg omringet af en klasse, som vil spørge mig om noget. Jeg ender med at spørge lidt den anden vej, så de kan øve mere engelsk og finder ud af at to af pigerne har mindre brødre og de er irriterende. Lige som hvad jeg kan forestille mig danske teenagerpiger synes om deres lillebrødre.
Efter noget tid hvor alle har spurgt mig det de ville, går jeg videre ned af stranden. Og jeg tror, at eleverne snakker sammen, for jeg bliver stoppet flere gange, inden jeg nå Beachwalk af nye elever med de samme spørgsmål.
